Spring menu over og gå til indhold

Hvad kan du få i efterløn?

Den maksimale efterlønssats, du kan få, er 21.092 kr./måned (2025-sats). Har du tjent 25.500 kr. i gennemsnit om måneden før skat i et år inden for de sidste to år, vil du få den højeste sats.

Hvor meget du får udbetalt i efterløn, kommer an på, hvad du har af pensioner og arbejde ved siden af.

Hvad hvis jeg ikke kan få den højeste efterlønssats?

Har du ikke tjent nok til at få den højeste sats, beregner vi en individuel sats til dig. Den regner vi os frem til ved at udvælge de 12 måneder inden for de seneste to år, hvor du har haft højest indkomst.

Regnestykket for at finde din sats ser sådan ud:(Din samlede indtægt i 12 måneder) x 0,92 / 12 x 0,90 = sats i kr./måned.

Eksempel: Med en månedsløn på 20.600 kr., vil regnestykket se sådan ud:247.200 x 0,92 / 12 x 0,90 = 17.057 kr./måneden.

Disse indkomsttyper kan regnes med for at finde din efterlønssats:• A-indkomst, som er indberettet til SKAT• B-indkomst, som ikke indgår i en virksomheds overskud/underskud• Overskud fra en virksomhed, som fremgår af årsopgørelsen

Der er ikke nogen mindstesats.

Hvis du har fået et efterlønsbevis, og satsen på beviset er højere end den sats, som du kan få beregnet ved overgangen til efterløn, så vil du få efterløn med den højere sats, der står på dit efterlønsbevis.

Hvor meget får jeg i efterløn som selvstændig?

Vi beregner din efterlønssats ud fra, hvad du har tjent både som lønmodtager og som selvstændig – det er altså muligt at kombinere forskellige typer af indtægter, når vi beregner din sats.

Vær opmærksom på, at hvis du har pensionsopsparinger, vil de medføre fradrag i den beregnede efterlønssats, inden du får udbetalt efterløn. Beregningen af din sats sker derfor på baggrund af din hidtidig indkomst og de pensionsopsparinger, du har.

Sådan modregnes dine pensioner i efterlønnen

Størrelsen på din efterløn afhænger især af, hvornår du går på efterløn og dine pensioners størrelse; jo større dine pensionsopsparinger er, jo mere vil de modregnet i din efterløn.

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan du finde en smart efterlønsberegner, som fortæller, hvor meget du kan regne med at få i efterløn. Den er nem og overskuelig at bruge.

Det har betydning for fradragets størrelse, om du får udbetalt pension, mens du er på efterløn, eller om du venter, til du ikke længere får efterløn. Pensioner, du tidligere har fået udbetalt, bliver også modregnet.

Pension bliver ikke modregnet krone for krone, men som et fradrag ud fra størrelsen på depotværdien af din pensionsopsparing. Får du udbetalt pension, så sker der et fradrag beregnet på baggrund af størrelsen af udbetalingen før skat.

Pensionstype  Modregning
Pension fra et arbejde, som du får udbetalt løbende 64% af den årligt udbetalte pension før skat
Livsvarig pension fra et arbejde, som du ikke får udbetalt løbende 64% af det forventede årlige pensionsbeløb
Ikke livsvarig pension fra et arbejde, som du ikke får udbetalt løbende 4% af depotværdien
Løbende livsvarig privattegnet pension 64% af det forventede årlige pensionsbeløb - uanset om du får det udbetalt eller ej
Alle andre former for pension 4% af depotværdien før skat - også hvis du får hele beløbet udbetalt på én gang

Hvad bliver ikke modregnet i efterlønnen?

Der er mange beløb, der ikke bliver modregnet i din efterløn. Eksempelvis kan du få ATP, renter, underholdningsbidrag, arv, aktieudbytte, gaver og gevinster udbetalt uden, at det påvirker din efterløn.