Hvad er en skattefri præmie?
En skattefri præmie er et skattefrit beløb, du får for at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Du optjener en præmieportion for hver 481. time, du arbejder. 481 timer svarer til tre måneders fuldtidsarbejde.
En præmieportion er på 15.186 kr. (2025-fuldtidssats). Du kan max optjene 12 præmier, som du får udbetalt, når du når din folkepensionsalder.
Regler for at optjene skattefri præmier
Du kan begynde at veksle dine arbejdstimer til skattefrie præmier, når du opfylder udskydelsesreglen. Se i oversigten her, hvor længe du skal udskyde din efterløn, før du opfylder udskydelsesreglen.
Din fødselsdag | Udskydelsesperioden |
Jeg er født før 1/1-1956 | 2 år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.3.120 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (2.496 timer som deltidsforsikret) |
Jeg er født mellem 1/1-1956 og 30/6-1956 | 1,5 år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.2.340 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (1.872 timer som deltidsforsikret) |
Jeg er født mellem 1/7-1956 og 31/12-1958 | 1 år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.1.560 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (1.248 timer som deltidsforsikret) |
Jeg er født mellem 1/1-1959 og 30/6-1959 | Et halvt år er perioden, du mindst skal vente, før du går på efterløn.780 er det antal timer, du mindst skal arbejde i perioden som fuldtidsforsikret (624 timer som deltidsforsikret) |
Jeg er født efter 1/7-1959 | Ingen udskydelsesperiode |
Når du opfylder udskydelsesreglen, begynder du at optjene skattefri præmie – vælger du at tage hul på din efterløn, optjener du kun præmie fra det tidspunkt, du opfylder udskydelsesreglen, og frem til du tager hul på din efterløn.

For dig med honorarløn
Har du haft ukontrollabelt arbejde eller honorarbetaling/B-indkomst, bliver din indtægt omregnet til timer med omregningssatsen på 295,54 kr. (2025).
Udbetaling af skattefri præmie
Du kan søge og beregne skattefri præmie her.
Du optjener præmier frem til den dag, du når din folkepensionsalder. Der bliver kun udbetalt hele præmieportioner, dvs. hvis du fx har arbejdet 480 timer, får du ikke en præmieportion. Derfor har din arbejdstid stor betydning.
Hvis du arbejder mindre end fuld tid, tager det længere tid at optjene en præmieportion, og du kan ikke optjene de maksimale 12 præmieportioner. Det samme gælder, hvis du får efterløn, dagpenge, social pension eller lignende.
Det er kun arbejdstimer fra ordinært ustøttet arbejde, der tæller med til præmier.
Eksempel
Et medlem har haft fuldtidsarbejde siden sit efterlønsbevis, og vælger at stoppe med at arbejde 1 uge, før medlemmet når sin folkepensionsalder.Medlemmet har således arbejdet 11 kvartaler med fuld tid og har derfor optjent 11 portioner, men det sidste kvartal er der ikke arbejdet 481 timer, da medlemmet mangler 37 timer. Medlemmet får derfor ikke den sidste portion. Havde medlemmet ventet 1 uge med at stoppe på sit arbejde, havde medlemmet fået den 12. portion.
Særligt for dig med egen virksomhed
Overskud fra selvstændig virksomhed tæller også med til præmieportioner. Overskud fra virksomheden kan dog først tælles med, når det fremgår af en afsluttet årsopgørelse (typisk 1. juli i året efter regnskabsåret er afsluttet). Derfor kan der gå op til 1,5 år efter din folkepensionsalder, før de sidste præmieportioner kan udbetales.
Hvordan tæller dit overskud med?
Vi fordeler dit overskud på alle måneder i regnskabsåret. Hvis vi har et helt kalenderår deler vi således overskuddet med 12. Derefter omregner vi dit overskud til timer med en omregningssats på 142,15 (sats i 2025). Der kan maksimalt medtages 160,33 timer pr. måned. Timerne indgår på lige fod med arbejdstimer som lønmodtager i vores beregning.
Hvornår tæller dit overskud med?
Du kan bruge dit overskud, når det fremgår af din afsluttede årsopgørelse for regnskabsåret i din virksomhed. Du kan se, hvor stort dit overskud er på Skats hjemmeside under rubrik 111 Overskud/underskud af selvstændig virksomhed.
Husk på, at hvis dit overskud kommer fra aktiviteter i formueforvaltning eller fritidsbeskæftigelse, kan det ikke bruges til at optjene ret til skattefri præmier eller ret til efterløn. Det er din virksomheds status hos SKAT ved regnskabsårets afslutning, der er afgørende for, om overskuddet kan bruges til en ny dagpengeret.
Eksempel 1: Får du ændret status fra selvstændig virksomhed til fritidsbeskæftigelse i løbet af et indkomstår, fx 1. november, så kan dit overskud fra hele indkomståret ikke bruges til en ny dagpengeret.
Eksempel 2: Får du ændret status fra fritidsbeskæftigelse til selvstændig virksomhed i løbet af et indkomstår, fx 1. november, så kan dit overskud fra hele indkomståret bruges til en ny dagpengeret.